Når MOR ikke kun skal starte med M ..

I kender det sikkert allesammen – om I er mødre eller ej. Det er som om at så snart en veninde, en bekendt, et familiemedlem, en kollega eller naboen får en titel som mor, ja, så ændres synet på denne fantastiske kvinde med det samme. Og pludselig går hun fra en fase hvor hun var en enkelt individ – med sit eget navn – til pludselig at være hende som er mor – mor med stort M.

Hvorfor er det egentlig sådan?

 

Jovist, jeg ved da at man får en ektsra “plus one”, som der i de første par måneder ihvertfald skal tages 100% hensyn til, men har vi ikke alle kunnet n

 

yde en drink i byen med flere veninder førhen, hvor det var okay, at der var andre mennesker med? Om den ekstra så drikker bryst, flaske eller har grød i hele smasken eller vel underordnet.

Jeg er ikke selv en hellig en af slagsen på den måde. O

g sætningen. “Du skal behandle de andre, som du også vil behandles selv”, træder ofte frem. Og her kommer forklaringen. For i mine øjne (ud fra mit eget personlige perspektiv) er der også de her forskellige typer mødre, og forskel på hvor stort det her M egentlig skal skrives når ordet MOR skal staves. Jeg har selv været den som enten er blevet glemt eller er kommet til at glemme hvem jeg eller mine nærmeste var, før vi blev mødre. Og det er en skam.

 

Og hvis man er en del af en venindeflok, eller har nået den alder, hvor nærmest alle omkring sig har fået børn, så kender vi alle til de her typer.

Jeg er selv et meget spontant menneske, og bliver ofte rastløs, hvis jeg føler at jeg er for meget hjemme, og ikke kommer ud og får mig lidt Na

 

dia-tid. Og dette har har også været tilfældet med den omgangskreds og de veninder som jeg har erhvervet mig igennem mine 29 år. Derfor er det helt naturligt for mig at smide en sms jævnligt til nogen af tøserne, som også er mødre, og som trænger til at blive luftet i ny og næ: “Hey Babe (Jep! Jeg er af den generation hvor vi stadig bruger dette ord om dejlige tøser). Det er efterhånden lidt tid siden. Og manden er ikke hjemme næste weekend, så hvad sigerdu til at hygge lidt? Oskar er her godt nok, men du kan evt tage ungerne med, eller også kan vi tilpasse tidspunktet til efter deres sengetid?”.

Smsen sendes afsted og der afventes svar. O

fte når der er kommet børn ind i billedet svares der selvfølgelig ikke med det samme (det kender vi alle, og det er helt okay!), og ofte er der også lidt planlægning ind over, såsom de evige og utallige familiesammenkomster, som pludselig opstår når man får børn, og man har ligesom opbrugt sin kvote med gode undskyldninger, for ikke at deltage i sine sene teenageår, da det var federe at bruge sine weekender på Crazy Daisy lørdag nat og pleje tømmermænd og en tilfældig date søndag morgen. (Vi husker det alle .. Ikke sandt?)

Her kommer så nogle svar, som kunne være typiske for en mor, alt efter hvor stort det M står skrevet:

 

Mor 1: “Det lyder bare rigtig hyggeligt. Men lillepigen har været syg i starten af denne uge, og jeg har måttet tage fri fra arbejde. Jeg har haft fuld fokus på hende, og har derfor hverken fået gjort rent eller vasket alt det tøj som jeg gerne ville. Og så er der manden (som har en 37 timers stilling på et kontor i byen), som også har week

end. Og han skal også have lov til at nyde det. Og han skal være sammen med sine fodbolddrenge på lørdag (for det er en tradition for manden at det skal man minimum en gang i måneden), og så har han nok tømmermænd søndag, og ja. Det passer ikke så godt denne weekend.”

Og her sidder jeg med åben mund i den anden ende af telefonen og tænker; Kære Veninde, hvor var det lige at der blev skrevet noget om, hvad du havde lyst og brug for?

Mor 2: “Det lyder bare rigtig hyggeligt. Vi skal faktisk ingenting, men har lovet manden at jeg ikke laver de vilde planer, for han har brug for at slappe af. Og lillefisen herhjemme er stadig meget morpyller, og derfor synes jeg ikke at jeg kan lade manden stå med det alene, hvis nu han bliver helt ulykkelig.”

Hvis der er noget jeg ofte kan krumme tæer over, så er det det her med kønsrollerne i et forældreskab. Jeg forstår ikke mødre som tillader at børn skal kunne finde bedre trøst hos deres mor end far, og så altid. Og ja, med ordet i skrå ‘altid’ så mener jeg, at jeg også selv til tider har været og stadig kan være en pyllermor. Og er også blevet kaldt det. Simpelthen fordi at jeg måske nogengange ikke stoler på de evner mit barn har haft / har til godt at kunne klare sig uden mig. Der er altså ingen unger som dør af at deres mor tager sig lidt alenetid og kommer tilbage ladet helt op for energi igen. Eller er der?

Mor 3: “Det lyder bare rigtig hyggeligt. Jeg ser lige

 

 om bettefis kan blive afsat til far eller bedstemor, ellers tager jeg ham bare med er det ikke ok? Jeg trænger virkelig også til at komme lidt ud herhjemmefra. Synes efterhånden ikke at jeg laver andet en kun at være husmor. Skal vi ik bare bestille en pizza når jeg kommer? Så tager jeg en vin med også!”.

Husmor, Mor, Veninde, Kone, Kæreste, Kollega og meget mere. Alle de ting skal vi være på samme tid. Så tror jeg da også pokker at man sommetider sagtens kan glemme sig selv, fordi så mange andre kræver det stykke af os / dig. Men husker du at klappe dig selv på skulderen? Og belønne sig selv for det store stykke arbejde du gør hver eneste dag?

HELDIGVIS kan det mirakuløse ske. Jeg har netop oplevet en drejning selv. Trenden er heldigvis også ved at blive anderledes. Måske også fordi at de sociale medier præger os en lille smule til at være den der supermom som også sørger for at man ikke konstant sætter sine børn først, så sin mand, så det huslige, så hunden og så en selv. Nej, man må altså gerne piger!

Så når veninderne, kollegaen, naboen eller en helt tredje spørger om I ikke vil forbi til en kop kaffe, med i biografen eller ned på den lokale og få en øl. Så mærk lige efter i dig selv, om det ikke også er vigtig at du er andet en MOR som altså staves med et M (som kan variere i størrelse), men at du også stadig er dig. Dig som nyder at pleje dig selv, og kan komme hjem og fortælle om andet end blot hvor meget bettemand har spist idag, eller at du endnu engang skal have købt nye gummistøvler fordi de gamle er slidt op i børnehaven (to eksempler på noget moderligt som kan fremkomme i min hverdag btw).

Igen… Jeg er ikke selv hellig på det punkt. For jeg kan også selv have tendens til at glemme hvor stort det der M lige behøver at være for mig. Men dette kan jeg skrive et helt andet indlæg om i den nærmeste fremtid..

Dette indlæg kan gå begge veje, har jeg på fornemmelsen her til sidst. Enten kan jeg få en ordentlig røvfuld af meninger og holdninger til mit syn på de at være mor. Eller også kan jeg blive ramt af en masse argumenter eller undskyldninger for hvorfor man vælger at blive netop den mor, med det størrelse M.

Men hey? I sidste ende er det egentlig vores eget personlige valg er det ikke? Hvem vi gerne vil være og hvordan vi gerne vil prioritere vores liv. Jeg prøver bare at booste de mødre der sidder derude til at prøve at sige mere ja, og mindre nej, eller rettere sagt, at fravælge sig selv frem for alle andre.

Og til alle jer andre derude, som måske ikke er mødre endnu, eller har så store børn, at I ikke er 100% på som mor hele tiden mere. Ja, så hiv lige fat i hende her veninden som måske er igang med at skrive et lidt for stort M i ordet MOR derhjemme på væggen, som er fyldt med fedtede fingre, fordi hun også har haft overskud til at bage en kage til mandens badmintonklub (som han går i hver tirsdag) – og det ligesom bare forventes af hende.

Hiv fat i hende og få hende nu med ud også om det er med eller uden børn. Få hende til at grine og nyde at der ikke konstant er et eller andet stykke legetøj som kan samles op fra gulvet eller en madpakke som der skal smøres med alle de korrekte fødevarer som børnehaven også forventer af hende.

Gør en forskel. Fortæl alle de kære mødre derude at MOR altså ikke kun skal staves med et stort M og overskygges af det. Nej, du kan også staves med det store forbogstav som dit navn starter med og stadig være den sejeste mor i verden! <3

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar